Os der flytter ind i Fridlev!

BILLEDE MANGLER

Ilse
Hans-Jørgen

BILLEDE MANGLER

Vi er et ægtepar på 65 og 75 år, som begge er agronomer. Hans Jørgen er pensioneret. Ilse arbejder med administration af forskning i økologisk landbrug. Vi er begge glade for naturen og at gå og cykle ture og for at dyrke køkkenhave, og har et lille hønsehold. Ilse er engageret i klimabevægelsen. Vi er glade for venner og familie - vi har 2 børn sammen og Hans Jørgen har to børn af første ægteskab og vi har 7 børnebørn i alt - og kan lide at holde fest, når lejlighed byder sig. Vi vil gerne bidrage til fællesskabet med vores viden om dyr og planter, og indgå i arbejdet med have og dyrehold og især med vores ønske om at deltage i fællesskabet. Vi har været vant til at passe og vedligeholde en stor ejendom med store udearealer og mange bygninger, og vil gerne bidrage til fællesskabets vedligehold, i den udstrækning vi kan. Vi vil gerne være med i fælles madordning, og viger ikke tilbage for at passe børn for de unge i ny og næ - det vil også være dejligt for vores yngste børnebørn at have nogen at lege med.

Fridlev byder på alt det, vi leder efter i et bofællesskab: vi vil gerne have daglig kontakt med andre mennesker, som har interesser, der minder om vores (natur, have osv), men stadig med mulighed for at være private noget af tiden. Vi vil gerne bo nær skov og andre udflugtsmuligheder, men stadig tæt på indkøbsmuligheder og offentlig transport. Vi vil gerne have mulighed for at spise sammen med andre i dagligdagen, men også for at invitere venner til fest og have mulighed for at familie eller venner kan blive og overnatte. Vi værdsætter muligheden for at deltage i arbejdet med køkkenhave, da vi er vant til at høste egne produkter.

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Gitte
Jeppe
Jarl
Gorm

BILLEDE MANGLER

Vi er en familie på 4, Jeppe, Gitte, Jarl på 3 år og Gorm på næsten 2 år. Jeppe underviser på Roskilde Tekniske Skole i grafisk design og Gitte arbejder med folkeoplysning i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. Jarl og Gorm er to nysgerrige drenge, der elsker at hoppe, løbe og generelt have krudt i måsen. Jeppe interesserer sig for at male små figurer (warhammer), sci-fi, design, har læst hele internettet og løber gerne en tur. Gitte spiller musik, bager, laver mad, fotograferer og elsker at være med i udvalg og lave frivilligt arbejde. Vi kan lide at spille både bræt- og computerspil, gå lange ture, god mad og øl, kaffe, kage og fællesskaber.

Vi vil gerne flytte til Fridlev for at få fællesskab med vores nærmeste naboer ind i dagligdagen. Vi vil gerne give vores børn mulighed for at løbe rundt, grave i jorden, være tættere på naturen og blive rigtigt beskidte. Muligheden for fælles faciliteter, at deles om ting og fællesspisning er også en stor del af det, der gør Fridlev attraktivt.

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Jens
Maja
Ava

BILLEDE MANGLER

Vi er Jens, Maja og Ava på hhv. 31 og 2 år. Jens har en PhD i kemi og arbejder som systemingeniør i Foss. Maja er teamleder i Energistyrelsens økonomienhed. Ava er fuld af krudt og elsker at være udenfor og sammen med andre mennesker. Vi er glade for fællesskaber, samvær og leg og deler en stor interesse for det samfund vi lever i. Vi kommer begge med stor erfaring fra forskellige dele af foreningslivet og er derfor vant til at lykkes i flok og finde løsninger og kompromisser i en åben og inddragende proces. Som tidligere spejderleder glæder Maja sig til at lave flere aktiviteter i naturen og håber på bålplads og shelter. Jens drømmer om fællesrum med plads til nørdede fritidsaktiviteter såsom fælles gamingarrangementer.

Vi vil gerne have et legende voksen- og børneliv med masser af socialt samvær og aktiviteter med vores naboer. Samtidig rammer Fridlev den balance vi søger, hvor vi kommer tæt på naturen men samtidig ikke for langt fra København.

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Vibeke

BILLEDE MANGLER

Jeg arbejder med politik og kommunikation i en fagforening. Jeg har to voksne drenge. Jeg er bidt af havkajakroning, og bruger helst min fritid enten i min kajak, i en skov - ja i naturen. Jeg har stor lyst til at have et hverdagsfællesskab med mine naboer. Helt almindeligt og praktisk fællesskab, som efter min erfaring er den bedste bro til nærhed, venskaber og menneskelighed. Jeg opfatter mig selv (og det er jo ikke ensbetydende med at andre opfatter mig sådan) som easy going , glad og interesseret i andre og deres opfattelse af verdenen og livet. Elsker sprog, sang, filosofi og er fuld af forundring over den planet vi bor på.

Klyngernes størrelse - at de ikke er større. At der er mulighed for køkkenhave og måske høns. At det ligger så fantastisk tæt på skoven. Og så er der kun 14 km til Lejre kajakklub. At man kan komme til arbejde på godt 35 minutter.

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Emilie
Pelle
Jens

BILLEDE MANGLER

I vores lille familie er vi Pelle, Emilie og Jens. Førstnævnte er begge 35 år, mens lille Jens er fra januar 2021. Pelle er uddannet psykolog og arbejder til daglig i Glostrup med terapi til børn og unge, der vokser op i familier med misbrug. Emilie er uddannet sygeplejerske, og har suppleret denne med en masteruddannelse i sundhedsantropologi. Når hun ikke er på barsel, har hun sin daglige gang på Rigshospitalet, hvor hun kvalitetsudvikler patientforløb - og så drømmer hun om at tage en friluftsvejlederuddannelse. Jens fuldtidsbeskæftiger sin mor i det daglige, men trods sin lille alder, kan vi allerede nu se, at han slægter begge sine forældre på med sit rolige og milde gemyt. Både Pelle og Emilie elsker skoven. Vi bruger den til gåture, vandreture, shelterture, teltture og mountainbiketure, og vi har alle intentioner om at præge Jens i samme retning. Når Pelle er til yoga, finder Emilie gerne strikkepindende frem, og mens Emilie løber en tur, mediterer Pelle - og når vi begge er hjemme, spiller vi gerne et brætspil eller to.

Vi drømmer om fællesskab, venskaber, natur og et godt børneliv. Alt det forestiller vi os, at Fridlev kan indfri. Pelle er vokset op i et bofællesskab i Birkerød, mens Emilie er vokset op på en villavej i Århus, hvor man kom hinanden ved. Vi håber på, at Fridlev på samme måde bliver et fælleskab, hvor man vil hinanden og hjælper hinanden i hverdagen. Vi vil selvsagt bidrage til, at det kommer til at ske, både når det omfatter at hjælpe hinanden med børnepasningen, madlavningen eller arrangere fester eller lignende.

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Bjarne

BILLEDE MANGLER

Området og fællesskabet tiltaler mig meget. Afstanden til København har også betydning, så jeg kan bruge byen og bo på landet.

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Hasse
Christina
Sif
Urd

BILLEDE MANGLER

Vi er en familie på fire. Hasse (35) er i øjeblikket jobsøgende, men har arbejdet knap 9 år med kommunikation og projektledelse i den offentlige sektor og som freelancer. I fritiden fylder brætspil, friluftsliv og illustration, hvor Hasse bl.a. tegner situationer fra livet som småbørnsfamilie og arbejder på flere bogprojekter. Christina (34) underviser på HTX i Valby (Sukkertoppen) i teknologi og biologi. Ved siden af læser hun pt. matematik og skal næste år tage pædagogikum. Christina er mangeårig søspejder og har sejlet med skoleskibet Danmark. Friluftsliv, havedyrkning og diverse krea-sysler bliver der også tid til indimellem. Sammen har vi Sif (4) og Urd (1,5).

Vigtigst er fællesskabet. Vi ønsker et godt og tæt fællesskab med de mennesker, vi skal bo i nærheden af. Det tror vi, der er større sandsynlighed for at få i et bofællesskab, hvor man kan enes om nogle overordnede værdier. Vi ønsker en adgang til 'nemt' socialt liv for både børn og voksne, hvor man "bare" kan åbne dørene for at finde legekammerater eller nogen at drikke en kop kaffe med, uden at man behøver at have det planlagt flere uger i forvejen. Hvor der er større plads til spontanitet fordi man er flere til at løfte opgaverne, f.eks. i forbindelse med fællesspisning. Vi ønsker at leve mere bæredygtigt og kan se fordele i at flytte ind i energivenligt nybyggeri, hvor vi kan deles om faciliteter, f.eks. værksteder, festlokale og gæsteværelser, som vi kun bruger engang imellem hver især. Vi ønsker mere plads og natur om os end vi har nu (bor på Amager).

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Kenn
Gitte
Svend

BILLEDE MANGLER

Vi er et par i start 30'erne med vores søn på 19 måneder (Svend). Gitte har en kandidat i folkesundhedsvidenskab og arbejder med interventionsforskning; senest undersøgte hun hvorfor unge på erhvervsskoler ryger markent mere end andre på samme alder. Hun har normalt alt for mange projekter i gang (hvis man spørger Kenn) som inkluderer men ikke er begrænset til: Pilefletning, plantefarvning, syning, strikning, hækling, violin, guitar og ukulele. Gitte er springfyldt med energi og meget opmærksom på hvordan hendes omgivelser har det. Gitte drømmer om nyttehaver og et drivhus hvor hun kan gro og dyrke alverdens grønt. Udover Gittes kreative evner nærmest ingen grænser kender, så har hun også bidrage med fantastiske koordineringsegenskaber som hun har dyrket gennem sit arbejde men også foreningslivet i flere år. Siden Svend kom til verden har Gitte desuden hjemmepasset Svend. Kenn har læst erhvervsøkonomi og psykologi på CBS og arbejder som proceskonsulent i en IT afdeling. Fritiden går hovedsageligt med at styrketræne eller cykle til og fra arbejde på hans kære racercykel. Derudover er han tosset med at tage på legeplads med Svend. Meget modsat Gitte, så elsker Kenn også at lave ingenting - og det har han trænet så meget så at han faktisk er ved at være ret god til det. At lave "ingenting" kan tage mange former; Tour de france, OL, VM-i-et-eller-
andet eller sidde og lytte til podcast med lukkede øjne og en kop kaffe. Ej at forglemme at Kenn har gennemført HBO og derfor altid kan give et godt tip til en serie. Kenn drømmer om landeveje til cyklen, et værksted hvor han kan lave "ingenting" med nogle andre - og måske endda af-lære nogle af sine 10 tommelfingre. Kenn er ikke lige så kreativ som Gitte men er altid klar til at tage fat og løfte et eller andet fra A til B og er altid klar til en omgang uformel sparring om livet, karrieren eller din træningsrutine.

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Astrid
Christian
Helga

BILLEDE MANGLER

Christian arbejder som læge i psykiatrien. Han elsker musik, sin guitar og sin computer. Astrid er gymnasielærer (biologi og religion). Hun elsker at lave ting fra bunden (plantefarve, bygge møbler, udklædninger, strik etc).

Helga på et år har krudt i røven og trives bedst med selskab. Hun elsker bolde, tomater og bøger.

Vi elsker alle sammen natur (vandre i den, sove i den, spise den, bygge ting af den). Og så elsker vi at holde fester fyldt med glimmer, udklædning, musik, dans og en masse kram. Vi bor i Sydhavn som er skøn, men vi drømmer om mere have, mere natur og mere fællesskab .

Vi håber at blive en del af et fællesskab, hvor man kan spise sammen, lege med andre børn, have projekter, dyrke en kæmpe have sammen og kan låne bonusbedsteforældre. Hvor man sammen har tid og lyst til at skabe og dele. - Og så drømmer vi om at holde festival om i sommeren!
!

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Rasmus
Maria

BILLEDE MANGLER

Vi er en lille, men voksende, familie, som drømmer om et sjovt voksenliv i et nært fællesskab, og at kunne give vores børn at bo lige op og ned af deres bedste venner. Rasmus er softwareudvikler og Maria er projektleder i Skattestyrelsen. Rssmus ynder at spille Dungeons & Dragons, Maria er aktiv i Sex & Samfund, og så nyder vi at spise mad og drikke drinks med vores venner. Nye som gamle. Vi kan bidrage med masser af god energi, organisatoriske evner, gåpåmod, og en hulens masse drømme om det gode liv.

Fridlev matcher vores ønske om at skabe et moderne landsbysamfund, hvor vi kommer hinanden ved, kan dyrke vores hobbyer og særheder, og gøre flere og vildere ting sammen. Fridlev understøtter også vores drøm om at kunne andet end “blot” at være børnefamilie de næste mange år.

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Mette
Lars-Emil
Lea

BILLEDE MANGLER

Mette er historiker (en lille smule journalist) og meritlærer. Hun arbejder til dagligt på Peder Lykke Skolen på Amager. Lars-Emil er historiker (ægte historiker, Ph.d) og arbejder i Tibetkommissionen (København). Lea er 3 år og fuld af fart. Vi elsker at bo i vores lejlighed på Amager: Vi har legekammerater i opgangen og søde naboer at snakke med i gården - og så er der ikke langt til dejlig natur. Men. Vi drømmer om mere fællesskab og mere natur - også køkkenhave og husdyr.
Vi vil gerne leve i bofællesskab - vi vil gerne deles om mad og have og dyr. Vi vil gerne leve i et bæredygtigt og aktivt fællesskab, hvor børnene har glæde af hinanden - og også de voksne. Vi vil gerne lidt ud af byen, men vi vil gerne have det bedste af byen med - selskab og fællesskabsånd.

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Fie
Frederik

BILLEDE MANGLER

Frederik: Jeg hedder Frederik og er 29 år. Til dagligt arbejder jeg på Brønshøj Skole som lærer, hvor jeg underviser i matematik, natur/teknologi og idræt. Min vej derhen har dog været anderledes end de fleste læreres. Jeg har en bachelor i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet og endnu en bachelor som elektroteknologi-ingeniør fra DTU. Lige nu mangler jeg en enkelt eksamen før jeg kan kalde mig meritlærer. Jeg er et rigtig projektmenneske, der jævnligt finder nye interesser, som jeg så når at berøre mere eller mindre overfladisk før min nysgerrighed bringer mig til en ny intereresse. I øjeblikket går meget af min fritid med min racercykel, at spille bordtennis, at gå til klatring med Fie, at læse Proust, se fodbold og spille klaver. Fie: Oprindelig fynbo og tidligere hestepige, nu bosat på Amager med en masse stueplanter, Frederik og et stort savn efter kat og natur. Cand.mag. og soap-elsker. Det giver mening for mig med flere relationer i hverdagen og at kunne hjælpe hinanden med både stort og småt - det være sig alt fra praktiske gøremål til udvidelse af horisonter. Hos os er der hyggeligt, rummeligt og plads til både sofatid, musik, brætspil, fest og finurlige samtaler over et glas billig rødvin. Og masser af planter.

Kombinationen af de spændende fællesskab, de smukke naturrige omgivelser og den miljøvenlige tilgang til byggeriet virkede som et perfekt match for os!

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Signe-Mie
Christian
Knud

BILLEDE MANGLER

Vi er Signe-Mie Riis Jensen og Christian Hendriksen, vi er forlovede og har sammen Knud på 1½ år. Signe-Mie er foreningskonsulent i Coop, hvor hun til daglig rådgiver og laver bestyrelsesudvikling for de frivillige bestyrelser i butikkerne. Derudover er hun politisk aktiv, mest med organisatorisk fortegn, kreativ og kulturinteresseret. Hun er meget fællesskabsorientet, kan godt lide at være med til at få ting til at ske, samtidig med at være opmærksom på individerne i fællesskaberne. I Radikale Venstre bliver hun kaldt for "medlemsmor". Hun har for nyligt opdaget, at hun har (lidt) grønne fingre og synes selv, hun er ret sjov. Christian er adjunkt på CBS hvor han forsker og underviser. Han interesserer sig i særlig grad for spændfeltet mellem politik og erhvervsøkonomi og arbejder især med klimaomstillingen i den maritime industri. Derudover har Christian en stor forkærlighed for at spille computer med sine venner, og hver mandag spiller han også Dungeons & Dragons sammen med den faste vennekreds. Christian er endnu sjovere end Signe-Mie (hun har bare ikke erkendt det) og har intet imod at have nørdede diskussioner over et glas rødvin langt efter at børnene er puttet. Han bidrager med energisk forkærlighed for økonomi og demokratisk medbestemmelse.


Det overordnede ønske kommer sig af at vi for længe siden besluttede os for at flytte i bofællesskab med vores nære venner. Eftersom alle i kredsen har job i eller omkring København skulle det dog være et sted, der var indenfor en rimelig transportafstand af byen, hvilket Fridlev opfylder. Det store plus ved Fridlev er, at de andre beboere, ser ud som om, de er nogle dejlige mennesker. Kombineret med udsigten til at projektet kan realiseres inden for en relativt overskuelig fremtid gør det til et oplagt valg.

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Søren
Mia

BILLEDE MANGLER

Vi er Mia (30), Søren (30) og en lille Karla på vej, og vi bor lige nu på Amager. Mia har læst Social Entreprenørskab og Ledelse på RUC og arbejder som vidensmedarbejder og altmuligkvinde i Askovhus, der arbejder for at hjælpe mennesker med spiseforstyrrelser. Søren har en bachelor i internationale studier fra RUC og en kandidat i statskundskab fra KU og arbejder lige nu som international konsulent i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), hvor han - udover opgaven som blæksprutte og tillidsrepræsentant - sørger for, at DUFs uddannelser og læringsaktiviteter med unge foreningsfrivillige løber godt af stablen.

Søren er en glad hobbypianist og -guitarist, der rånyder at spille højskolesange - sange som Mia rånyder at synge med på. Derudover er han glad for at tage billeder, spille ketchersport af enhver art, spille lidt computer med gode kammerater, og så er han blevet særdeles glad for kombinere sin glæde ved at vandre med en nyopstået interesse for fugle.

Mia ser muligheder og løsninger i alt, og hun kan derfor altid bidrage med nye idéer, sjove projekter og ikke mindst velplanlagte og -udførte temafester. Hun elsker sport og har spillet fodbold hele sit liv, og nyder derudover at samle nye som gamle venner i sommerhuse, på shelterture eller i parker.

Fridlev rummer for os den helt perfekte kombination af fællesskab, natur og adgang til jobs i København. I Fridlev glæder vi os til at indgå i et unikt, forpligtende fællesskab med en masse  gode bofæller, hvor det kun er fantasien, der sætter grænser for, hvad der kan udfolde sig af alverdens spændende ting og sager. Dét tiltaler os helt vildt, og det er derfor, vi gerne vil være en del af Fridlev.  

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Christina
Kristian
Arthur
Karla

BILLEDE MANGLER

Vi bor i København men trænger sådan til at komme ud i naturen og bo! Kristian arbejder i investeringsbank og nørder med tal og programmering og er uddannet fysiker. Christina er uddannet dyrlæge og er hjemmepasser for Karla indtil hun bliver 3-5 år, sådan som planen er nu. Vi er en aktiv familie og elsker at bevæge os og dyrker klatring, løb mm. Vi tager tit på legeplads eller er på anden måde aktive sammen med vores børn og tager også meget tit nabobørnene med på tur. Vi savner at være tæt på naturen og fx kunne lave bål, sove i shelter, bygge en hytte eller løbe en tur i kuperet terræn, gerne sammen med andre.

Vi værdsætter privatliv og ro, så det er vigtigt for os at kunne have samtidigt med at vi indgår i et fællesskab. Vi elsker god mad, hvor råvarerne er i spil og spiser overvejende økologisk. Vi går ind for bæredygtighed og køber alt det vi kan på brugtmarkedet og prøver at reparere og genbruge så vidt det er muligt, men vi er også praktiske og realistiske omkring hvad der er muligt for at det skal fungere i hverdagen. Vi kunne godt tænke os at skabe nogle fællesfaciliteter, hvor der er mulighed for at være aktive sammen på tværs af alder.

Vi søger netop et aldersblandet bofællesskab med masser af diversitet og af en vis størrelse i forhold til antal boliger. Fridlev er beliggende et sted, hvor vi er tæt på naturen og en følelse af at være på landet, samtidigt med at vi stadig er tæt på by, skoler, kultur og idrætsfaciliteter.

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Stine
Patrick
Evie

BILLEDE MANGLER

Vi er en familie på tre; Patrick og Stine samt vores datter Evie. Stine arbejder til daglig som oplægsholder om klimaforandringer og bæredygtig byer. Udover konstant at puste på Evies knæ, hænder og pande når de små ben falder over hinanden, nyder Stine at bruge fritiden på at vandre, læse, lave små krea-projekter og udforske lokal biodiversitet. Patrick er oprindelig fra England og har boet i Danmark i de sidste 9 år. Kandidat i Digital Engineering fra DTU og har arbejdet med udvikling af sundhedsprodukter og som lærer. Patrick elsker at være ude i naturen på alle mulige måder - på gåben, trail løb, mountainbike, kayak. Evie er halvandet år og til daglig spiser hun rigtig rigtig meget mad. Hun elsker at være ude og lege på legepladsen - specielt hvis det involverer sand og vand. Som person er hun meget direkte og ved hvad hun kan lide - men kan altid bestikkes, hvis du tilbyder en banan. Vi er generelt meget åbne, nysgerrige og nyder at lære folk fra forskellige kulturer, baggrunde og aldre at kende. Vi bidrager alle tre med en masse forskelligt, men ens for os er, at vi har en positiv indstilling til verden og vil nyde at sætte forskellige aktiviteter op (krea/sport/udendørs) for fællesskabet.

Vi ønsker at blive en del af Fridlev for at komme tættere på natur og mennesker. Vi er sikre på, at Fridlev vil danne rammerne for et dejligt socialt liv, både for os som voksne, og for vores datter. Vi tror på, at vi sammen kan opnå mere og få mere kvalitet ind i hverdagen. Derudover er vi meget tiltrukket af fællesskabet ift. at leve med et mindre aftryk både på vores ressourcer og klima.

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Louise

BILLEDE MANGLER

Jeg er en kvinde i midt-30'erne, der de seneste 12 år har været en glad og tilfreds Vesterbro-borger, hvor jeg nyder at en kort cykeltur giver adgang til det meste i København. Til daglig arbejder jeg som organisationskonsulent og projektleder på Cphbusiness, mens jeg i min fritid oftest søger ud af byen - på lange ferier med store eksotiske naturoplevelser eller blot med en overnatning i telt eller shelter en halv times cykel- eller togtur hjemmefra. Fælles for alle mine ture er naturen, åbne vidder, vandreskoene, rygsækken, bålet, soveposen og madpakken. De seneste år har mine drømme om at bo mere naturnært taget mere og mere form. Det er imidlertid en stor beslutning at træffe alene. Derfor ser jeg Fridlev som den perfekte kombination af, på den ene side, natur og plads til armbevægelser og at trække vejret dybt ned i lungerne, og på den anden side et nært fællesskab, hvor jeg forestiller mig at det blot kræver, at jeg stikker næsen udenfor døren, når jeg trænger til at få plejet mit sociale gen. Jeg tror at de fleste i min omgangskreds vil skrive under på, at jeg er meget social, åben, aktiv og oftest har et stort smil på læben og klar til en sludder. Samtidig er jeg struktureret, ihærdig og arbejdsom, hvorfor jeg tror, at jeg kan bidrage til fællesskabet på flere plan - som deltager såvel som initiativtager.

Jo mere indblik jeg får i Fridlev, nu mere spændende og tiltalende lyder det: det tætte fællesskab med naboer, en masse skønne aktiviteter sammen - og samtidig plads til at leve sit eget liv i egen bolig.

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Thea

BILLEDE MANGLER

Jeg er uddannet jurist i 2019 og har siden da arbejdet i Miljøministeriet hvor jeg sidder i den danske forhandlergruppe til FN på natur og biodiversitet. I min fritid elsker jeg at gå ture i naturen, spille dungeons and dragons, lytte til podcast, lave puslespil og spille håndbold. Jeg har til tider svært ved at sidde på hænderne, og således er jeg både kasserer i min andelsforening og formand i gårdlauget og generelt glad for at involvere mig i de omgivelser jeg er i.

Jeg har sammen med gruppe venner længe været på udkig efter et bofællesskab hvor der er først og fremmest er plads til fællesskab og det sjovere voksen og børneliv. Bæredygtighed, nyttehaver, dyrehold er noget af det jeg vil elsket at bruge mere tid, og rigtig gerne sammen med andre. Jeg har et brændende ønske om at flytte ud af byen og tættere på natur, men jeg vil også meget gerne bo tæt sammen med andre mennesker, og gerne nogen der vil det sjovere voksenliv og børneliv ligesom jeg. Desuden vil jeg meget gerne have en hund, og det må man ikke have i min lille lejlighed på Vesterbro.

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Amalie
Rune
Ronja

BILLEDE MANGLER

Vi er Rune (39), Amalie (30) og Ronja (1 mnd). Amalie er uddannet psykolog, men dyrker mest at være kreativ som kunstfotograf, photoshop-nørd og aktiv i det bæredygtige designkollektiv Designer Hive Cph. Naturen har en særlig plads i mit hjerte og min kunst, og det er en stor drøm at flytte tættere på naturen. Jeg er glad for at meditere og dyrke yoga og drømmer om at tage en yogalæreruddannelse en dag. Rune er phd i kemi, men arbejder med IT. Derhjemme er jeg aktiv i køkkenet hvor jeg dyrker diverse mad- og drikkeeksperimenter, hvis ikke jeg er ved at bygge en robot eller rode i haven. Eller det plejede at være vores liv - lige nu handler det mest om Ronja: Ronja er 1 måned gammel så vi ved ikke så meget om hende endnu, udover at hun er super sød, kan lide mælk og at blive vugget.

Vi har længe haft et stort ønske om at flytte tættere på naturen og i den forbindelse tidligere haft kig på Hvalsø-området. Samtidig savner vi et fælleskab i hverdagen, så Fridlev har det hele for os! Vi sætter stor pris på Fridlevs fokus på bæredygtighed og det at kunne deles om tingene. Vi ser også frem til at kunne lære mere om bæredygtighed, havebrug mm. sammen med folk med de samme værdier og interesser.

SE MERE

BILLEDE MANGLER

Kasper
Ervin

BILLEDE MANGLER


Hej, jeg hedder Kasper, er 43 år gammel og har en søn, Ervin, på 10 år. Jeg er softwareudvikler og arbejder med tilskudsløsninger til offentlige og private kunder. I min fritid går meget tid med at være spejderleder her i Valby for en herlige flok juniorer. Jeg elsker at komme ud i det fri/naturen og vandre. Jeg kan også godt lide at fiske.

Jeg vil gerne flytte til Fridlev, fordi jeg gerne vil være en del af et fælleskab og løfte i flok. Jeg er også vild tanken om, at vi med fællesfaciliteter får en masse muligheder men på en bæredygtig måde. Jeg er også rigtig glad for området og vild med naturen rundt om Hvalsø.

SE MERE

    

Gå til Fridlev's sideGå til Fridlev's facebookgruppe
Vi anvender cookies for at forbedre din oplevelse