Fællesskabernes år. Den overskrift har vi givet 2024. Mens vi skaber og bygger beboerdrevne landsbyer, følger vi også fire individuelle fælles-skabere igennem året. Vi portrætterer dem. Hvem er de, hvad er deres drøm for året, og hvordan bliver den realiseret?

Her er fælles-skaber Amanda Badu fra Sjællandsk Muld. Hun er skolelærer og 35 år og gift med Tobias, der er møbelsnedker, men arbejder og samtidig uddanner sig som skolelærer. Sammen har de en datter på 7 år og tvillinger på 2 år.

Sjællandsk Muld er et nyt bofællesskab, der er ved at blive bygget ved Hyllegaard Høje i Hvalsø. 35 familier flytter ind i den klimavenlige, arkitektbyggede landsby i december 2024. Læs mere:

Hvorfor valgte du/I at være med i Sjællandsk Muld?

Landsbyen begyndte at kalde under coronaepidemien. Den timeout, vi fik, gjorde, at vi kunne mærke hvilket liv, vi ville leve. Vi havde købt et parcelhus og renoveret det. Det var virkelig fedt at bo i hus, men vi savnede nogle at lege med ude i haven og nogle at tale med over hækken. Det liv fandt vi ikke på villavejen. Folk havde enormt travlt i deres eget liv bag hækken. Vi oplevede en form for isolation – det var bare os og vores egen lille familie med vores datter.

Da jeg blev mor, slog det mig, at landsbyen overhovedet ikke var i vores liv … de gamle, der altid er hjemme, børnene, der render rundt og leger, nogle, der sidder i skyggen og spiller kort, hvor er det levet liv i vores byer i dag? Jeg havde lyst til at være mor og familie et sted, hvor der var en landsby. Jeg troede, at vi måske kunne få den form for landsby på villavejen, men hvor er den store klan, og hvor kan vi holde hinanden igennem livet?

Min mand og jeg begyndte at tale om fællesskab … vi søgte på nettet og fandt et infomøde, der handlede om Sjællandsk Muld, og vi blev helt blæst bagover, da vi oplevede den helt utrolige smukke beliggenhed. Naturen var helt tæt på. Børnene kunne kælke sammen ned ad de smukke bakker, og vi kunne have høns og dyrke grøntsager – det var bare så fantastisk.

Vi flyttede til Sjællandsk Muld, fordi vi drømte om at leve et liv efter vores egne normer og ikke efter, hvad det omliggende samfund sagde. Så vi gik fra et stort, flot og smart parcelhus på Amager til en beboelsesvogn på 50m2 på grunden ved Sjællandsk Muld. Vi var de første, der flyttede herud, men med tiden blev vi otte familier, der bor her, mens vi venter på, at bofællesskabet bliver færdigbygget.

Vi troede, at vi skulle bo der i kort tid, men projektet blev flere gange udskudt, og nu har vi boet her i næsten tre år, og vi har været superglade for det. Vi har en følelse af, at vi har hinanden. Det er guld værd. Da vi fik tvillinger, oplevede vi, at fællesskabet i skurvognsbyen rummede os. De kom med mad til os, de gik tur med barnevognen. Vi har oplevet et fællesskab, der kan løfte. Jeg tænker, at rigtigt mange går rundt og har travlt og bruger deres tid på noget, som er ude af deres hænder. I sidste ende handler det om, at vi alle skal dø en dag, og så vil vi være glade for at have brugt vores tid på de relationer, som gav os en landsby.

Hvad er dit bidrag i fællesskabet?‍

Når mine venner og familie kommer på besøg her, er de ved at dø af grin, fordi de synes, at jeg har taget Afrika med til Danmark – med høns, der kagler og kukker, med børn, der render rundt og leger, med naturen, der er lige udenfor, med mennesker, der snakker, arbejder og skaber sammen. Og det er på en eller anden måde rigtigt nok.

Min far kom til Danmark som flygtning fra Ghana. Han kom fra en kæmpestor høvdingefamilie, en meget velhavende stamme, der ejer meget land. Man kan sige, at jeg er en del af et ”royalt” høvdingefolk, og jeg er opdraget til fællesskab. Min afrikanske baggrund rummer en lang og stolt fællesskabstradition, hvor man naturligt tager sig af hinanden i landsbyen.

Min farmor har spillet en afgørende rolle og har altid samlet lav og høj fra landsbyen i sit hus og taget sig af fattige, af børn uden forældre og sørget for uddannelse til dem. Min tipoldemor kæmpede mod de engelske kolonister og dannede en hel hær af både mænd og kvinder, som kæmpede for klanens ret til at bestemme over eget liv og territorium.

Min far har i Danmark udbredt afrikansk musik via sit band og skabt et stærkt fællesskab blandt herboende ghaneser. Min mor stammer fra en arbejderfamilie i København, og min morfar var fælles tillidsmand på B&W. Så på mange måder falder det mig naturligt at indgå i fællesskaber, da jeg selv er flasket op i stærke fællesskaber fra begge mine forældre og min slægt.

Det ligger meget naturligt for mig at være en fælles-skaber, og jeg er god til at skabe rammen for, hvordan er man fælles. Herude i ”skurvogns-landsbyen” har jeg lavet børnemøder en gang om måneden, fordi vi gerne vil have demokrati i børnehøjde. Jeg har blandt andet også arrangeret Sankt Hans aften, juleværksteder, kvindevandring i skoven, kulturdag i Sagnlandet, børnemøder, halloween med tilhørende gyserloft, hvor flere end 300 af byens børn og voksne deltog og inspirationstur til andre bofællesskaber.

‍Hvad er fordelen ved at være en fælles-skaber?

At folk mødes og oplever, at de har nogle at dele livet og hverdagen med. Man kan læne sig ind i hinanden og holde hinanden. Man engagerer sig i hinanden. Jeg tror, at man bliver bedre mennesker, fordi man opper sig lidt og står til ansvar for hinanden. Man bliver også mere tolerant, når man får et indblik i menneskers forskellige liv og vilkår. Jeg har set hjemmefra, hvordan man kan holde hinanden i et fællesskab, og hvordan man skaber et fællesskab sammen, hvor alle trives. Den afrikanske landsby er på mange måder blevet til virkelighed her.

… og udfordringen?

Udfordringen kan være, at man kan få nogle knubs. Det skal man kunne tage, for der vil altid være nogen, der ikke er enig. Så man skal også turde gå ind i de besværlige dialoger og være åben for, at noget fælles tredje kan opstå. Det er vigtigt at have egne grænser, når man bor sammen i en landsby – og kunne stå ved dem. For eksempel spiser vi i min lille familie kl. 17 – andre spiser senere. Og vores børn kommer tidligt i seng. Man skal kunne stå stærkt i sine egne ideer og ikke blive et blad, der flagrer rundt i vinden. Man må ikke tage uenigheder personligt eller gå rundt og være bange for at være uenig med sin nabo. Man kan godt komme over på den anden side sammen.

Når man går ind i et fællesskab, er det vigtigt at turde tage masken af. ”Jeg er her, og det her er, hvad jeg rummer af sorg, traumer, hængepatter og deller.” Du skal turde vise, hvem du er, og så vil du opleve, at folk vil holde dig – du er ikke alene. Man skal turde leve et autentisk liv, for det giver stærkere relationer. Og det er gode og dybe relationer, der bærer os igennem livet.

Hvorfor er fælles-skabere vigtige i denne tid – i den store sammenhæng?

Verden kalder ekstremt meget på fællesskaber. Vi har krige, hungersnød, ufred og lidelse. Jeg tror, vi er i et kæmpe paradigmeskift, hvor mange ønsker at komme tilbage til klanen og landsbyen. Et sted, hvor vi kan tage masken af, læne os ind i hinanden og være vidner til hinandens liv. Vi møder ikke hinanden længere, hvilket kan have den konsekvens, at folk bliver snæversynede og bange for hinanden – og er det det samfund, vi vil have?

Flere og flere oplever stress, angst, ensomhed, og jeg tror, at mange søger at slå rødder sammen med nogen og leve et liv, der er meningsfuldt. Det er nemt at få sine to biler og bo i et stort hus, men det meningsfulde i livet opstår mellem mennesker – og ikke mellem ting. Oplevelsen af at være del af noget større, og at et fællesskab er dybt meningsfuldt.

‍Hvad er din drøm for det kommende år – i forhold til Sjællandsk Muld?

Min store drøm er, at vi skal flytte ind i vores hus! Sjællandsk Muld er en lang proces og rummer nogle store visioner. Alle beboere har mødtes i mange år og snakket sammen – nu skal vi prøve vores fællesskab af i virkeligheden. Det er et helt nyt kapitel, der åbner sig.

Der er sket så meget de sidste år – vi har boet i skurvogn og ventet på Sjællandsk Muld – og vi har fået tvillinger, der nu er to år, og vi har også vores store pige på 7 år – så jeg glæder mig til at sidde med et glas rødvin og sige, ”hold nu kæft en rejse, vi har taget, men nu sidder vi her. Vi sidder her stadig, og vi sidder her sammen.”

Hvor vil du gerne være ved næste årsskifte?

Det, jeg har lært i denne rejse, er at lytte til min intuition. At jeg har turdet have kontakt med min indre stemme og gået efter det, jeg mærkede: min længsel efter landsbyen. Og det vil jeg gerne tage med mig i mit liv i det hele taget! At man skal turde tage sine egne valg.

Vi turde sælge vores hus og flytte ud i en beboelsesvogn og stå ved det, fordi vi kunne mærke, det var sandt. Vejen i livet er ikke altid snorlige, men det er vigtigt at blive i sin egen retning. Jeg har aldrig været i tvivl om denne her landsby, men jeg har været træt og udmattet.

Jeg tror på, at alle skal mærke efter og så skabe deres egen model af fællesskab og mening. Hvis vi ikke træffer aktive valg om, hvilket liv vi vil leve, bliver vi nødt til at leve med, at andre træffer valgene for os.

‍

NB. Læs også Kristian Mouridsen, der er fælles-skaber i Fritidslandsbyen Gammalstorp.