Fællesskaber kommer i mange former og størrelser. I Almenr er vi optaget af gode fællesskaber og derfor også af, hvor store og små boligfællesskaber bør være.

I forskningen er det såkaldte “Dunbar's number” (opkaldt efter antropologen Robin Dunbar) den teoretisk kognitive grænse for bekendte i stabile relationer. En række data og undersøgelser tyder på, at denne grænse går ved omkring 150.

150 er således den gennemsnitlige landsbystørrelse i den legendariske Domesday Book – Normannernes landsbyoversigt til skatteopkrævning i England i 1100- tallet. 

Landsbyer i hele Europa synes at have haft et historisk maksimum på 150 indbyggere. I Amish og Hutternes landsbyer var det en formel regel, at landsbyen opdeltes, når den fik mere end 150 indbyggere. 

Militære enheder har til alle tider typisk haft 120-130 soldater, hvilket igen er en god indikation af optimale størrelser under pres. Selv i vores tid, er det interessant at se, at 150 er et godt bud på den gennemsnitlige størrelse af personlige netværk på sociale medier (XING: 121, LinkedIn: 149, Twitter: 150-250. Facebook: 395).

Dunbars nummer på 150 er bestemt ikke endegyldigt, men en inspiration til Almenrs arbejde med optimale fællesskaber. For eksempel arbejder vi i flere af Almenrs ”landsbyer” med et antal boligenheder på max. ca. 50 - svarende til 100-200 beboere.

Vi har også kigget en del på andre sociologiske feltstudier (især Bernard og Killworth), der har påvist en række faktiske netværk på 290 medlemmer, og hvordan disse underopdeler sig. 

I nogle projekter arbejder vi i Almenr for eksempel med flere fællesskaber i et større økosystem. Eksempelvis en landsby med 90 huse opdelt i tre boligfællesskaber med 30 boliger i hver.