“Der er to unge fisk, som svømmer en tur. På turen møder de en ældre fisk, som svømmer den anden vej. Den ældre fisk nikker venligt til dem og spørger: ”Godmorgen drenge! Hvordan er vandet i dag?”.
De to unge fisk svømmer lidt videre, hvorefter den ene fisk endelig stopper op og spørger den anden fisk:
“Hvad pokker er vand!?”.

-      David Foster Wallace, amerikansk forfatter

‍

Artikel af Maria Toft

David Foster Wallaces analogi betegner det fænomen, at vi – ligesom fisk i havet – ofte ikke er bevidste om, hvad vi er omgivet af. Kulturen kan i vores tilfælde beskrives som det hav, mennesker svømmer i. Det er svært at se med det blotte øje, men består af en afgørende social substans, der former og danner rammerne om alle vores handlinger. Det er de implicitte normer for det succesfulde liv, det rigtige parforhold, den rigtige børneopdragelse og så videre.

Kulturen er ligeledes et udtryk for vores grundfortælling om, hvad vi anser som ”virkeligt” og værdifuldt. Dette kulturens ubevidste hav har enorm stor betydning for vores adfærd og trivsel – eller mangel på samme. Men selvom vi lever længere end førhen og ikke slår hinanden ihjel på samme måde og i samme skala som i tidligere tider, så har de fleste mennesker i den vestlige kultur en fornemmelse af, at vi grundlæggende set er på afveje som samfund.

Noget kunne tyde på det. For udover den veldokumenterede mistrivsel i naturen, ser vi ligeledes en udbredt mistrivsel blandt mennesker – og endda i lande med høj velstand. Alene i Danmark udgør mentale helbredsproblemer den største sygdomsbyrde i samfundet - efterfulgt af kræft.

‍Alene i Danmark følte næsten 600.000 danskere over 16 år sig sidste år svært ensomme. Herudover anslås det, at 350.000-400.000 voksne danskere årligt har symptomer på angst, mens 200.000-300.000 voksne danskere i løbet af et år vil have symptomer svarende til kriterierne for depression.

Herudover føler et flertal i befolkningerne i demokratiske lande, at politikerne ikke handler i folkets interesse. Der er udbredt mistillid til både det økonomiske og politiske system – og ikke mindst til hinanden. Hvornår har vi i verden egentlig føltes så polariseret, adskilte fra hinanden og fremmedgjorte som nu?

Den ungarsk-canadiske læge og forfatter Gabor Maté beskriver vores kultur ligesom en bakteriekultur i en petriskål, hvor bakterierne tydeligvis mistrives. I et laboratorium ville en sådan kultur blive kaldt for ’giftig’.

Men hvad er det for nogle grundantagelser i vores kultur, der fører til både menneskers og naturens mistrivsel? Og hvad er det for nogle dynamikker, der har ført os på afveje som samfund?

I min egen forskning har jeg fundet to dynamikker, som forstærker hinanden i en negativ retning. Den ene handler om et radikalt fokus på materialisme samt en forbrugsorienteret definition af ’det gode liv’. Den anden dynamik handler om de implicitte forventninger til menneskers natur og en antagelse om ’altings adskillelse’, der stammer helt fra oplysningstiden.

Den sidstnævnte dynamik udtrykker sig blandt andet i de logikker, der ligger til grund for vores politiske og økonomiske systemer. For de fleste store teorier inden for mit eget fag (politologi) findes nemlig en implicit antagelse om menneskets natur som værende selvfokuseret, rationel uden passion og hovedsageligt drevet af overlevelsestrang, frygt og instrumentelle værdier.

En kortlægning viser, at antagelserne gennemsyrer alle vores politiske og økonomiske systemer – og de bliver derfor til en slags selvopfyldende profeti, der fører til angst, ensomhed, stress og depression.

Filosoffen Byung-Chul beskriver, at vi har et samfund, hvor man derfor understøtter de narcissistiske træk i os selv og ophøjer de personer, som er bedst til at bekræfte de (i bund og grund)narcissistiske antagelser om menneskets natur.

Denne dynamik resulterer derfor i en slags fællesskabs- og omsorgskrise, hvor endog velfærdsstaternes højtbesungne omsorgsfag er pressede i sådan en grad, at de har svært ved at finde kvalificeret personale nok eller er plagede af høje stressniveauer.

Det er en udvikling, der er drevet af begge dynamikker (narcissistiske antagelser om menneskets natur og et radikalt materialismefokus). Dels i form af årtiers devaluering af omsorgsfagene ift. til job i den private sektor og dels pga. en besættelse af profitskabelse samt succesmåling baseret på kvantificerbare rationelle indikatorer.

Filosoffen og biologen Andreas Weber beskriver konsekvensen af den overdrevne fokus på, hvad han kalder dødt stof eller radikal materialisme:

“… den største hindring for de svære spørgsmål om bæredygtighed […] er det faktum, at videnskab, samfund og politik i de sidste to hundrede år har mistet deres interesse for at forstå den faktiske, levede og følte kropsliggjorte eksistens – menneskers, men også andre væseners. […]
For at sætte det på spidsen kan man sige, at rationel tænkning er en ideologi, der fokuserer på dødt stof.
Dens præmisser har ingen mulighed for at forstå den levede erfarings virkelighed.
Skulle det så være så overraskende, at overlevelsen af ​​liv på vores planet er blevet det mest presserende problem?”

Desto mere vi mistrives, desto mere søger vi forløsning ved materielt forbrug, da vi har en kollektiv fortælling om, at materielt forbrug er forbundet med ’det gode liv’ og succes. Herudover har flere studier vist, at materielt forbrug udløser en væsentlig mængde dopamin – så forbruget endda bliver en stærkt afhængighedsskabende aktivitet og kan ligesom narkotika lægge en dulmer på (det eksistentielle) ubehag omend kun for en meget kort stund, hvorefter ubehaget føles endnu stærkere. Det fører til mere mistrivsel i naturen, som så fører til mere mistrivsel blandt mennesker. Den negative spiral er hermed skabt.

Hvordan kommer vi så ud af denne negative spiral som samfund og individer? Først og fremmest er det enormt vigtigt at gøre sig selv og andre bevidste om den kulturelle fortælling, som sætter rammen om vores personlige og politiske liv. Bevidsthed og opmærksom vilje er forløberen for enhver forandring. Man skal imidlertid være enormt asketisk og viljestærk for at træde ud af de kulturelle normer alene. Her er fællesskaber nøglen til at ændre adfærd. Livstilfredshedsforskningen tyder endda på, at fællesskaber ikke blot er midlet til at skabe bedre liv – men endda også et mål i sig selv.

I langt de fleste studier af livstilfredshed, viser det sig, at det nærmere er alt det immaterielle, som giver os en varig og mere dyb fornemmelse af meningsfuldhed og tilfredshed i livet.

Det er, når mennesker hjælper andre mennesker, at de føler sig mest ’som sig selv’, og det er, når mennesker oplever at glemme sig selv, at de føler den største lykkefornemmelse.

Altså det modsatte af, når vi er selvfokuserede og drevet af frygt for egen overlevelse. Egentlig er det meget intuitivt. For hvis vi for alvor spørger os selv: "I hvilke situationer oplever jeg den maksimale tilfredsstillelse for hele mit væsen?", så finder vi ofte, at vi praktisk talt har brug for intet af det, der ellers formodes at være et ’rigt’ menneske. Bjergbestigeren og filosoffen Arne Næss kaldte et sådant liv ’det gode liv med simple midler og rige mål’.  

I forskningen har det været velkendt i mange årtier, at nogle mennesker med lav materiel velstand sagtens kan være rige på livsglæde – og endda i langt højere grad end mennesker, der har alt, hvad en Euroman eller Eurowoman måtte begære.

I 1974 formulerede økonomen Richard Easterlin det såkaldte Easterlin-paradoks, som beskriver det fænomen, at lykke og indkomst synes at følge hinanden og være sammenhængende, men kun til et vist punkt. Efter et vist indkomstniveau følger lykken ikke den stigende indkomst. Det vil altså sige, at der er behov for en hvis materiel velstand: man skal have tag over hovedet, mad på bordet og tøj på kroppen. Men decideret overforbrug bidrager ikke til din livstilfredshed.

I min egen forskning har jeg fundet, at mennesker i en økolandsby - eller i et fødevarefællesskab med et gennemsnitligt CO₂-fodaftryk årligt på omtrent 8,6 ton - har en højere livstilfredshed end den mest forbrugende fjerdedel af danskerne. Den sidstnævnte gruppe har til sammenligning et CO₂-fodaftryk på 22,6 ton årligt. Alt dette på trods af enorme indkomstforskelle mellem de to grupper. Generelt er der ligeledes en klar tendens til, at medlemmer af grønne fællesskaber er mere enige i, at de er tilfredse med deres nuværende liv. Faktisk svarede 81 % af medlemmerne af grønne fællesskaber, at de var tilfredse med deres nuværende liv, hvor generelt kun 67 % af danskerne svarede det samme. Kort sagt er det altså muligt at blive gladere med mindre (forbrug). Men hvad er det, der gør os glade i disse fællesskaber, og hvad siger videnskaben om fællesskabernes effekt på trivsel og sundhed?

Økonomen Noreena Hertz har skrevet bogen ”The Lonely Century – Coming Together in a World that’s Pulling Apart”, hvori hun ikke blot opsummerer en del af konsekvenserne ved den stigende følelse af ensomhed samt følelse af adskillelse i samfundet. Hun ser også på den modsatte effekt: Hvad er sundhedseffekterne af vores sociale forbindelser samt hvilken betydning har lokale fællesskaber for vores sundhed?  

Flere medicinske undersøgelser og forskning peger på, at de udbredte mentale (og sociale) problemer er en af hovedårsagerne til den kraftige stigning i autoimmune sygdomme inkl. kræft samt stofafhængighed.

Det skyldes, at en mangel på samhørighed og en følelse af ensomhed igangsætter en dybt indkodet stressrespons i vores kroppe i form af høje kortisol-niveauer.

Den kropslige respons har været en enorm vigtig forsvarsmekanisme dengang menneskersoverlevelse var dybt afhængige af gruppen. I dag er det imidlertid en samfundsnorm at kunne ’klare sig selv’, selvom det egentlig går imod vores natur og historie på mange måder.

Hormonet kortisol hæmmer immunsystemet, og med tiden kan det resultere i diverse autoimmune sygdomme. Menneskets mentale mistrivsel koster derfor liv i bogstavelig forstand. Politik er derfor ikke blot et spørgsmål om magt – men om liv.

En sørgelig statistik, som er mindre kendt, er, at vi i Danmark i de sidste par år har ligget i top ift. forekomsten af kræfttilfælde per borger i verden. Det gælder især kræft for kvinder. Det kan der som bekendt være mange årsager til – men vi ved, at omsorgskrisen og fællesskabskrisen kan have noget med det at gøre.

Sociale forbindelser gør os til gengæld sundere. Allerede i 1950’erne identificerede et hold læger en lille by ved navn Roseto iden amerikanske delstat Pennsylvania som særligt interessant, da indbyggerne havde en langt lavere grad af hjertekarsygdomme.

Faktisk var forskellen så signifikant, at mænd over 65 år havde dobbelt så lang forventet levetid i forhold til det nationale gennemsnit. Dette på trods af, at mændene som regel havde haft opslidende arbejde i stenbrud, røget masser af cigaretter og indtaget masser af umættet fedtholdigt kød sammen med alkohol. Hvordan var det muligt? Forskerne konkluderede, at de dominerende italiensk-amerikanske fællesskabs -og familiebånd førte til en enorm helbredsbonus.

Et senere opfølgningsstudie i 1990’erne bekræftede det. Men siden er de sociale fællesskaber mindsket i området og erstattet med flere store supermarkedskæder, digitaliseret indkøb og udskiftning af flerfamiliehuse til små enkeltpersonsboliger. De beskyttende helbredsfordele ved fællesskabsbåndene kan som følge af opløsningen ikke længere ses i statistikkerne.

Idag kan man imidlertid stadigvæk finde lokalsamfund, som er lykkedes med at fastholde en sund livsstil med intakte stærke sociale forbindelser. Forfatteren Dan Buettner har sammen med sit forskningshold identificeret specielt fem områder i verden, hvor man lever længst og med bedst helbred. Det er de såkaldte ’Blue Zones’, hvor koncentrationen af borgere over 100 år er langt større end i resten af verden. De blå zoner findes på Sardinien, på øen Okinawa (Japan), på øen Ikaria (Grækenland), på halvøen Nicoya (Costa Rica) og i Californien. Forskerholdet har identificeret følgende ni faktorer, der er med til at holde befolkningerne sunde og glade i længere tid – også kaldet ’The Power of 9’:

1. Folk i de blå zoner spiser for det meste plantebaseret mad. Blandt de blå zone-samfund, der indtager animalske produkter, serveres det i gennemsnit kun omkring fem gange om måneden.
2. Blå zone-samfund faster ofte eller begrænser deres kalorieindtag.
3. Alkohol undgås eller drikkes med måde. For det meste rødvin, der er rig på antioxidanter.
4. De har en følelse af formål med livet.
5. Folk, der bor i disse regioner, har en livsstil, hvor man tilskyndes til naturlig og aktiv bevægelse. De laver for eksempel havearbejde, går meget, laver dagligt mad eller har deres eget landbrug.
6. De inkorporerer stresslindring på en målrettet og regelmæssig måde i dagligdagen. Hvad enten det er gennem bøn, en lur eller et glas vin med familien.
7. Spiritualitet er centralt for blå zone-fællesskaber.
8. Samfundene har stabile og udvidede familiestrukturer, hvor unge og gamle lever sammen i monogame livslange forhold.
9. Endelig har de understøttende sociale netværk, der tilskynder til en sund og glad livsstil.

Ovenstående kan og skal selvfølgelig ikke være en tjekliste for eventuelle bofællesskaber eller lokalområder. Listen er blot et sammenkog af de tendenser, der findes i de sundeste regioner, og der eksisterer (heldigvis) ikke en ’one-size fits all’-tilgang til organiseringen af fællesskaber. Herudover bør fællesskaberne ikke overromantiseres, da det er fint med en god mængde realisme og erkendelse af, at fællesskaber altid skal finde deres egen balance mellem frihed, tryghed og pligter.

Det er medlemmerne i fællesskaberne, der sætter stemningen og giver mulighed for livet deri – ikke kun rammerne. Når det er sagt, er der mange ligheder med Buettners arbejde og min egen forskning i Danmarks økolandsbyer. Især indenfor vores madvaner, kan jeg se en stor fordel i mere fællesskabsorienterede boformer. I fællesskaberne spiser man i langt højere grad plantebaseret kost sammenlignet med hjemme hos gennemsnitsdanskere.

Herudover nærmest uddanner fællesskaberne sine medlemmer i nye madvaner. Mine studier viser, at desto længere tid, man har været medlem af et grønt fællesskab, desto mere plantebaseret spiser man. Samtidig har man mulighed for i fællesskaberne at skabe en fødevareinfrastruktur, hvor man får flere lokale råvare og samtidig deles om madlavningen, så man opnår enorme stordriftsfordele og tidsbesparelser.

Det sidstnævnte er især vigtigt – og kan destilleres som den måske vigtigste ingrediens i det gode liv med simple midler og rige mål: Tid.

Tiden til at kere sig om hinanden. Det skabes ved at ændre rammerne for vores liv. Det er langt nemmere at gøre sammen, da vi ellers står alene op imod et ’ubevidst hav’ af en kultur og en fortælling om det gode liv, der er langt mere materialistisk funderet.

Så hvorfor er det så svært for os som samfund og individer at søge et både meningsfyldt og mere sundt liv i balance med os selv og naturen? Det korte svar kan måske koges ned til den nærmest glemte sandhed, som filosoffen Konfusius formulerede for 2500 år siden:

Vi har to liv. Det andet begynder, når vi indser, at vi kun har ét.

‍

Om Maria Toft

Maria Toft er politolog og forsker i miljøadfærd samt grøn omstilling gennem fællesskaber. I øjeblikket arbejder hun på et forskningsprojekt, hvor hun undersøger fællesskabernes potentiale til at skabe omsorgsfulde samfund og "det gode liv med simple midler og rige mål."‍

Kontakt: toftmaria@gmail.com

LinkedIn: Maria Toft